Print venlig side
 
 





Kunstnerdeltagelse i Socle du Monde
Historien Bag
I am in Paradize
Curators statement
Curator Jacob Fabricius
Fast hånd om Biennalen

Han er garant for det høje kunstneriske niveau i Socle du Monde og skal skabe biennalen i 2004. I den 32-årige Jacob Fabricius har projektet fået en ung, visionær og internationalt anerkendt kurator til at løfte succesen fra den første biennale.

Af Pernille Enggaard

Netop hjemvendt fra et halvt år i USA og med to succesfulde udstillinger i bagagen er Jacob Fabricius gået i gang med den omfattende opgave som kurator for Socle du Monde 2004.
- Jeg kan give projektet min erfaring og viden. Jeg mener selv, at jeg har en god måde at arbejde med kunst på, fordi jeg går meget ind i processen omkring projektet og samtidig går meget langt for at få det gennemført. Min tilgang til kunst er meget varieret, fordi jeg har arbejdet med udstillinger på museer, men også ude i det offentlige rum, hvor folk får en helt anden oplevelse af kunst, siger Jacob Fabricius.

Grænseoverskridende projekt
De sidste tre år har Jacob Fabricius arbejdet som freelance kurator på både danske og udenlandske projekter. Blandt andet den nordiske Biennale i Norge ’Park, Momentum’ i 2000 og ’New Settlements 2001’, i Nikolaj Udstillingsbygning i København, hvor anerkendte kunstnere som Chris Burden, Julia Scher og Carsten Höller deltog. Udover Socle du Monde arbejder han i øjeblikket også på den første Prag Biennale ’Peripheries Become the Center’, som skal finde sted i National Gallery (Prag) fra juni til august i år.
- Jeg bevæger mig meget inden for den europæiske og amerikanske kunstverden, og Socle du Monde 2004 bliver en fifty-fifty blanding mellem danske og udenlandske kunstnavne. Ud-over europæiske og amerikanske kunstnere kunne jeg også rigtig godt tænke mig at hente kunstnere fra Sydamerika, Afrika og Asien, afslører kuratoren.
Han lægger stor vægt på, at de kunstnere, som over en tremåneders periode skal arbejde med den enkelte virksomhed, forstår det konceptuelle i projektet og måske allerede tidligere har arbejdet med erhvervslivet i en eller anden form.
- Det er vigtigt for mig, at kunstnerne og virksomhederne får et godt udbytte af samarbejdet. Samtidig ville det være positivt, hvis værket eller begivenheden finder sted på selve virksomheden eller i byrummet og ikke alene på Herning Kunstmuseum. Jeg vil gerne skabe en interessant udstilling i flere lag og med mange elementer. For eksempel at der blev skabt en happening i byen, så der er noget at kigge på, når man holder for rødt lys, siger Jacob Fabricius.

Unik biennale
Socle du Monde-projektet er ikke bare en smart idé, men en biennale med en stærk historie og enestående forankring i lokalsamfundet.
- Der er en tradition for kunst i Herning. Ved at være visionær og skabe projekter og værker i samarbejde med kunstnere, skrev Aage Damgaard tilbage i 60’erne historie. Den kan vi skrive videre på i dag, og forhåbentlig kan vi om 30 år kigge tilbage på projektet og værkerne som noget ultimativt og lige så visionært. I dag har Herning den største og bedste samling af Manzoni-værker, som museer i blandt andet Spanien og New York gerne vil udstille - det er sgu flot, smiler Jacob Fabricius.
Kunstbiennaler popper i øjeblikket op som lystige padehatte. Men ifølge Jacob Fabricius er samarbejdet mellem kunst og erhvervsliv unikt for Socle du Monde, og der er derfor alle muligheder for at skabe en unik biennale med både dansk og international opmærksomhed.
- Hernings unikke historie og store opbakning fra lokalsamfundet både politisk og i erhvervslivet giver biennalen rigtig gode chancer for at rykke, også internationalt, mener han.

Virksomheder der tør
Danske virksomheder har i mange år holdt døren på klem for kunsten, men har ikke haft modet til at åbne den på vid gab.
- I Danmark er der ikke tradition for, at virksomhederne profilerer sig på kunst. I for eksempel Tyskland og USA har erhvervslivet i mange år benyttet sig af den mulighed. Deutsche Bank har en enorm samling af tegninger, som de viser ved udstillinger verden over, og den amerikanske cigaretproducent Phillip Morris plejer sit image ved at støtte udstillinger og udgive kunstpublikationer. Sådanne ting foregår stort set alle andre steder end i Danmark, fortæller Jacob Fabricius.
Han savner virksomheder, som tør komme i berøring med samtidskunsten og få et professionelt forhold til kunsten ved eksempelvis at ansætte en kunstkyndig person til at tage sig at virksomhedens kunstinvesteringer.
- Vi er lidt bagud herhjemme på det område. Det er som om, vores kunstsyn er stagneret ved Cobrakunsten og kunst, som vi enten kan hænge på væggen eller stille på gulvet. Der er ikke mange virksomheder, eller gallerier for den sags skyld, som beskæftiger sig med videoinstallationer eller noget så banalt som fotografi. Derfor er det godt med en biennale, som udfordrer vores syn på kunsten og det, den kan bruges til. De virksomheder, der deltager, har virkelig mulighed for at vise sig som progressive frontløbere, siger Jacob Fabricius.
 
 
Blå bog
Jacob Fabricius er født i 1970 i Silkeborg, men bor i dag i København. Han er kunsthistorie-uddannet fra Køben-havns Universitet og har læst ’Art History & Modern Culture’ på University of Sussex i Brighton. Udover sit arbejde som kurator ud-giver Jacob Fabricius kunstbøger, skriver for blandt andet ’Flash Art’ og er den danske redak-tør/korrespondent for det engelske kunst magasin ’Contemporary’.

Udstillingserfaring
’Galleri Campbells Occasionally’, København
 
’Recent Works’
projektrum i Njalsgade-komplekset i Køben-havn, der rummer gallerier som Nils Stærk, Nicolai Wallner og Gustav Grimm
 
Udstillingen ’Videodrome’, København
 
’Mellemdækket’
Charlottenborgs Udstillingsbygning

I udlandet:
’It All Began in the Seventies’, Israel
 
’Bicycle Thieves’, Chicago
 
‘Use Your Illusion / Part 3’, Arnolfini, Bristol, England
 

 
  Socle du Monde . Birk Centerpark 3 . 7400 Herning