Print venlig side
 
 





Kunstnerdeltagelse i Socle du Monde
Historien Bag
I am in Paradize
Curators statement
Curator Jacob Fabricius
"I am in Paradize"
I sommeren 1960 ankom Manzoni første gang til "paradis". Han kom fra en udstilling i København hos Addi Köpcke. Aage Damgaards samarbejde med Piero Manzoni, blev et lokalt initiativ, som fik national og international bevågenhed og betydning. Duoens projekter resulterede bl.a. i Piero Manzonis største og mest kendte af hans i alt 46 værker i Herning Kunstmuseum, Socle du Monde.

Socle du Monde, jorden sokkel, skabte Manzoni til Herning under sit andet besøg i byen i 1961. Soklen henviser symbolsk – og med et glimt i øjet – til Herning som "verdens kulturelle sokkel". Den referer til hele Verden som kunstværk og er det mest globale af Manzonis autentiseringsprojekter. Sokkel-betegnelsen henviser også til ambitionen om at lade Hernings element af soliditet, erhvervslivet og industrien, understøtte og promovere det ukontrollerede sprælske og fantasifulde, kunsten og kulturen. Manzonis Socle du Monde har på den måde bidraget til Herning-borgernes selvforståelse.

I Socle du Monde ønsker vi at parre kunstnere og erhvervsvirksomheder. Lade dem indgå i et banebrydende samarbejde, hvis resultat er uforudsigeligt og normsættende for både kunst- og erhvervslivet. Man kan sige, at det afledte og uundgåelige resultat af samarbejdet bliver en blotlægning af selve den proces, som er Socle du Mondes idé og konceptuelle rygrad.

Erhvervsliv og Kunst har indgået mange alliancer i historiens løb. De mest berømte af den karakter finder man i renæssancens samarbejder mellem kirke og kunst. Man kan i en vis forstand hævde, at Socle du Monde, på samme måde som tidligere alliancer, sigter mod at fremme en ideologi, et tankesæt eller et verdensbillede. Vi ved bare ikke hvilken?

I det 20. århundrede er eksemplerne utallige, men i løbet af 1920erne og igen i 1960erne, på tidspunkter, hvor den ideologisk betingede kritik af kapitalismen toppede, intensiveredes forholdet mellem kunst og erhvervsliv.

El Lizzinskys arbejde for Pelikan i 1920erne var bemærkelsesværdigt, fordi kommunistisk (utopis) ideologi og erhvervsliv lod sig føre sammen. Hvor Lissitsky skabte design og lay-out til markedsføringen af Pelikan, var Piero Manzoni ansat hos Aage Damgaard i Herning med fuld kunstnerisk frihed. Manzoni lod Herning-egnens tradition for produktion af uld- og bomuldsprodukter befrugte mange af sine arbejder.

I 1969 blev Øyvind Fahlstrøm inviteret til at producere værker med lokale virksomheder i Los Angeles til udstillingen Art and Technology. Pop, minimalisme og konceptkunst havde forskellige og beslægtede forhold til erhvervsliv og produktionsapparat. I samtidskunsten er der intet særligt kvalitativt eller odiøst endsige sensationelt i den form for samarbejdet. Det foregår og finder sted efter behov og muligheder.

Socle du Monde er derfor en lokal udvidelse, formalisering og systematisering af et samarbejde, som allerede foregår globalt. Et samarbejde som i sin enkleste form blot handler om, at kunst og erhvervsliv eksisterer side om side og producerer i et fælles rum, på samme tekniske præmisser.

Socle du Mondes styrke i global sammenhæng er projektets stærke fysiske og mentale forankring affødt af Herning-egnens rige traditioner – og beslutningen om at lade processen finde sted i dette lokale rum. Heri ligger muligheden for en koncentration og intensivering af den proces, som et kort øjeblik lader kloden hvile på et enkelt, perifert punkt.

 
  Socle du Monde . Birk Centerpark 3 . 7400 Herning